Tørven forsvinder og med det udledes store mængder CO2 til atmosfæren. Løsningen er kendt og vedtaget: vi skal udtage mindst 88.500 ha lavbunds- og tørvejorde inden 2030. Men hvordan sikrer vi det bedste resultat og største udbytte, når landbrugets lavbundsarealer tages ud af drift? Hvilken data har vi brug for, og hvornår er nok nok?
Det anslås, at der i øjeblikket dyrkes 171.000 ha lavbundsjord i Danmark, som ifølge Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA) årligt udleder 5,7 mio. ton CO2. De dyrkede organiske jorde, også kaldet lavbundsjorde, anslås at udgøre knap 40% af landbrugets samlede udslip af drivhusgasser.
Regeringens ambition er at udtage eller braklægge mindst 88.500 ha lavbundsjorde. Dog er knapt 300 ha blevet udtaget siden 2019, mens der er givet tilsagn til projekter til udtagning af 4.769 ha. Hvor mange af disse projekter som reelt bliver gennemført, kan endnu ikke siges med sikkerhed.
Det er en langsommelig proces at udtage arealer gennem frivillige aftaler, som støttes af lavbunds- og jordfordelingsordninger. En måde at skubbe til udviklingen og styrke beslutningsgrundlaget, er ved at have et robust vidensgrundlag om de effekter, der kan forventes som følge af konkrete vådlægninger. Det undersøges bl.a. i udviklings- og forskningsprojektet ReDoCO2. Projektet udvikler metoder til dataindsamling, så det på forhånd er kendt, hvor meget CO2 der spares, når et område tages ud af drift.
Utilstrækkeligt vidensgrundlag
Vores viden om danske lavbundsarealer, bl.a. mængden af tørv og den nøjagtige grundvandsstand, bygger i dag på boringsmålinger fra 2010. Grundvandsstanden er vigtig i denne sammenhæng, fordi den påvirker hvorvidt jorden allerede er vandmættet eller om vandet drænes væk. Aarhus Universitet udførte i 2010 en national kortlægning med 10.000 manuelle boringer i Danmark. Siden da er tørven fortsat forsvundet fra markerne, og behovet for handling er ikke blevet mindre.
Med ReDoCO2 projektet er målet at opdatere de eksisterende data og forbedre detaljeringsgraden ved at udvide kortgrundlaget fra nogle boringer for hver enkelt mark til op imod 100 målinger per hektar. Disse data kan også anvendes i monitorering af udbyttet ved specifikke vådlægningsprojekter over tid.
Hvad er problemet – og hvordan løser vi det?
Kort fortalt er lavbundsjord naturlige vådområder, som indeholder store mængder CO2. Lavbundsjord består af en masse døde planterester, som indeholder kulstof. Så længe områderne er vandmættede, kan ilt ikke trænge ned i jorden. Dermed nedbrydes planteresterne ikke, og kulstoffet forbliver i jorden. Lavbundsjorde udgør bl.a. moser, kær og søer med høj biodiversitet.
I takt med at lavbundsjorderne er blevet drænet og dyrket, er ilten trængt længere ned i jorden, så planterester nedbrydes og der udledes store mængder CO2.
For at få et mere nøjagtigt udgangspunkt for beslutningstagere til udtagning af specifikke arealer, er det relevant at vide præcis, hvor en højere vandstand vil have den største effekt. Lavthængende frugter, altså områder hvor man allerede ved at tørvelaget er tykt og vandet i dag effektivt drænes væk, bør udtages og vådlægges allerede i dag.
Dronebaserede kortlægning af tørv
ReDoCO2 er støttet Innovationsfonden, og gennem et bredt partnerskab udvikles drone- og radarbaserede værktøjer, som et alternativ til eksisterende kortlægningsteknologier. Bl.a. udvikler projektpartner Skytem et dronebåret geofysisk system, som fra luften vil kunne kortlægge tørvejorden i en større detaljeringsgrad over store områder sammenlignet med enkelte markboringer.
Ved brug af netop dronemonterede sensorer, et såkaldt PicoTEM system, er det muligt at kortlægge den præcise udbredelse af tørven i et område, som kan variere markant på et tværsnit af en mark. Disse sensorer er under udvikling i ReDoCO2.
Case: Nørreådalen
I Nørreådalen vest for Viborg testes nøjagtigheden af de forskellige metoder i ReDoCO2 ved at sammenligne eksisterende data fra den nationale kortlægning fra 2010 med de nye dronebårne PicoTEM målinger. Dronemålingen viser en større variation i tørvetykkelsen, bl.a. i kanten af området, hvor udbredelsen af tørv er mindre. Med det mere retvisende billede af, hvor tørven er i dag kan droner højne nøjagtigheden af tørvemålinger på markniveau.
I ReDoCO2 overflyver dronen et område 1-3 meter over terræn og udfører 100 målinger per hektar.
Aarhus Universitet anbefaler i forbindelse med en ny rapport at kombinere brugen af manuelle målinger og dronebaserede overflyvninger med sensorer for at opnå det bedst mulige grundlag for beslutningstagning. Lokale overflyvninger med droner viser et stort potentiale i forbedringen af nøjagtigheden i tørvekortlægning. I store områder, samt på national skala, bør redskabet være en del af værktøjskassen.
Følg projektet på ReDoCO2s hjemmeside og Linkedin. Ved spørgsmål eller anden henvendelse, kontakt venligst Niels-Peter Jensen (I•GIS): npj@i-gis.dk, +45 2523 0075.
Målinger udført med drone i Øbakker DUALEM-421S, DUALEM-21H og Gamma ray